Relaterede links

Turarrangørens tjekliste

I Rungsted Kajakklub udgør turene et væsentligt element i klublivet. Klubben råder over en trailer til 16 kajakker, og den gør det muligt at mange tager sammen på tur til et af Danmarks eller Sveriges dejlige ro-farvande, enten en dagstur eller ture med overnatning.

At stå for et arrangement 

Denne side er tænkt som en støtte til den, der skal stå som arrangør eller være roansvarlig for et arrangement.

De friluftsmæssige aspekter som fx links til overnatningssteder, vejret, etc, er samlet på siden Turplanlægning

Hvem gør hvad?

Hver aktivitet i Rungsted Kajakklubs kalender har en (tur)arrangør - dog med nogle få undtagelser som fx vinter- eller søndagsroning, der blot skal ses som et forslag til møde. Ved rorelaterede arrangementer skal der endvidere være en roleder, som har det sikkerhedsmæssige ansvar for turen.

Turarrangøren

Turarrangørens opgaver i forbindelse med et arrangement er

  • at planlægge selve arrangementet: mødetid, antal deltagere, destination/rute, indlagte pauser mv.
  • at annoncere arrangementet: web-kalenderen, web-nyhed, allemail og opslag i klubben. (A-udvalget kan være behjælpelig med annoncering på baggrund af udkast i et worddokument)
  • at administrere tilmeldinger: deltagere, kajakønske, transport, mm
  • at gennemføre arrangementet
  • at afslutte arrangementet med fx afregning med deltagerne, evaluering, etc (se nedenfor i punktet økonomi).
  • at sikre, at en solofrigivet roer deltager som ro-leder, kontakt evt.sikkerhedsudvalget
  • at reservere de nødvendige kajakker (se separat punkt)
  • at træffe de nødvendige aftaler med fx lodsejere, andre klubber m.v.
  • at reservere trailer, hvis nødvendigt (se separat punkt) 

Alle er velkomne til at henvende sig til aktivitetsudvalget , hvis de har lyst til at arrangere en tur eller at være med til at arrangere en tur eller måske en anden aktivitet.

Rolederen

Rolederen har ansvaret for al roning og skal godkende den planlagte tur og omnødvendigt sikre sig at der er en plan-B.

På selve turen er det rolederen, der træffer de nødvendige beslutninger af sikkerhedsmæssig karakter.

Indtræffer der sikkerhedsmæssige begivenheder på turen, sørger rolederen også for at indberette dem til sikkerhedsudvalget

Reservation af kajakker

Reservation til klubture

Hvis der er tale om en tur, der er annonceret i aktivitetskalenderen, er der dermed også afsat kajakker til turen. Er der overlappende klubarrangementer skal arrangørerne indbyrdes aftale en fordeling af klubkajakker samt øvrigt materiel herunder brugen af trailer.

I webstedets beskrivelse af turen skal det fremgå, hvornår arrangementet starter og slutter, så andre roere kan tage hensyn til det. Husk at skrive, hvis kajakkerne reserveres ud over dette tidsrum, men prøv også at begrænse den tid, hvor kajakkerne ikke er tilgængelige for øvrige roere.

Reservation til private ture

Er det en tur udenfor aktivitetskalenderen, der kræver brug af klubkajakker, skal materieludvalget kontaktes.

Hvis materieludvalget godkender brugen af kajakkerne, så skal låneren selv sørge for at annoncere dette, fx via webstedets opslagstavle og/eller et opslag på opslagstavlen i kajakhuset. Se materielreglerne om disponering af klubbens kajakker.

Trailer

Klubbens kajaktrailer kan fragte op til 16 kajakker. Til daglig står traileren på Rungstedgård [Karen Blixen Museet] hvorfra den skal hentes og bringes tilbage efter endt tur.

Traileren reserveres hos materieludvalget (link)

I en kasse der opbevares i materielrummet findes:

  • remme til at fastgøre 16 kajakker
  • et kort til bommen på havnen, så man kan køre helt ind til kajakhuset
  • nøgle til trailerlåsen

Lås altid traileren, når den forlades. Låsen er indrettet, så den også kan sidde på traileren, når den er hægtet på bilen.

Økonomi

Som udgangspunkt skal arrangementerne være økonomisk selvbærende, det vil sige at deltagerne deles om de samlede udgifter. Der kan dog være tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt at gøre det på en anden måde, dette skal dog fremgå af annonceringen.

Transport med bil afregnes i henhold til statens satser for erhvervsmæssig befordringsgodtgørelse:

  • med trailer: den høje sats (2011 + 2012: 3,80kr. pr km)
  • uden trailer: den lave sats (2011 + 2012: 2,10 kr. pr km)

Annoncering

Webkalenderen

Alle klubarrangementer skal være annonceret i webkalenderen. Turarangøren udarbejder et udkast i et worddokument som A-udvalget vil sørge for at blive lagt på webstedet.

Det skal dels indeholde en generel omtale af arrangementet, dels en række praktiske oplysninger:

  • Mødetid og -sted ... samt hjemkomst
  • Krav til deltagere: kajaktype, frigivelsesniveau
  • Forplejning: hvad skal den enkelte have med og hvad sørger turen for?
  • Udstyr: hvad skal den enkelte have med og hvad sørger turen for?
  • Turledelse: turarrangør og roansvarlig
  • Pris: forventet pris for turen
  • Tilmeldingsfrist

Husk, at medlemmer, der ikke deltager, af denne side skal kunne se, hvornår de kan forvente at få adgang til kajakkerne.

Webnyhed

Vises på webstedets side nyheder. Webnyheden skal oprettes samtidig med den endelige tekst optages i webkalenderen og skal have link til aktiviteten i webkalenderen. Turarangøren udarbejder et udkast i et worddokument som A-udvalget vil sørge for at blive lagt på webstedet.

Alle-mail

Der er mange der ikke jævnligt besøger webstedet. Derfor skal alle ture annonceres med en allemail. Alle-mailen skal udsendes samtidig med den endelige tekst optages i webkalenderen og helst have link til denne.

Hvornår

Et arrangement skal optages i webkalenderen lige så snart, at det ansvarlige udvalg har fastlagt datoerne og disse er afstemt med aktivitetsudvalget. Foreligger den endelige tekst ikke på dette tidspunkt, skal det ske med en foreløbig tekst. Når den endelige tekst foreligger, lægges den på. Dette bør ske senest 6 uger inden afholdelsen af arrangementet.

Af hvem

Det udvalg der har ansvaret for aktiviteten har ansvaret for annonceringen.

 

Med venlig hilsen
Aktivitetsudvalget 

Kommentarer til denne side modtages meget gerne af aktivitetsudvalget