Skader

Materieludvalget bruger meget tid på at fikse skader på kajakkerne. Vi kan ikke undgå skader, men ved at behandle grejet korrekt, kan du undgå at lave flere skader end højst nødvendigt.

I materieludvalget forventer vi at alle medlemmer kender klubbens materielregler.

Hvordan fejlmelder du en skade?

Større skader som du ikke selv kan klare: Hvis du er uheldig at skade en kajak, så log ind på rokortet (er du loget på som medlem, så se boksen til højre) . Vælg ”Skader” i topmenuen og meld kajakken skadet. Hvis den stadig er sikker at ro i, så sæt markering i ”Må anvendes”. Materieludvalget får en besked og kikker på det.

Mindre skader som du selv kan klare: En løs line eller en knækket snor til bærehåndtag eller luge må du meget gerne selv ordne, der er værktøj, snor og liner i værkstedet. Stramme luger kan du give silikone, som står bagerst i materielrummet. 

Gel-coat skader

Gel-coaten er kajakkens hud. Overfladiske skader er kosmetiske, mens dybe skader skal repareres. Det tager lang tid for os i Materieludvalget. Du kan passe på kajakkerne ved at være forsigtig, når de skal ud og ind fra pladsen, vær helst to personer om det. Læg forsigtigt til ved broen. Ro så langt fra land, at du ikke støder på store sten. Hav altid vand under hele kajakken, når du går ind og ud fra strand. Sæt dig ikke i en glasfiberkajak, når den er på land. Turkajakker må du selv tage ud fra pladsen, men vær opmærksom på ikke at støde enderne mod noget.

Finne-skader

Hvis finnen støder på bunden, bliver den trykket op og wiren får et knæk. Det betyder at hele finnesystemet skal skiftes. Det tager tid og koster penge. Så op med finnen, når du er på lavt vand. Pas især på revlerne ud for klubben og store sten. Hvis det er en turkajak, bliver hele roret bøjet, kajakken kan blive utæt, og det er noget bøvl at reparere.

Specielt for turkajakker

De er dejligt lette på grund af det tynde skrog og derfor også skrøbelige. Når du tømmer en turkajak for vand, så tril den forsigtigt om på siden mens den er i vandet så cockpittet langsomt tømmes for vand. Først til sidst kan du løfte den op for at få det sidste vand ud. Hvis du ikke er forsigtig, kan kajakken knække og må kasseres.

Plastkajakker

De er dejligt solide og er derfor et godt valg, hvis du skal ud i balladevand eller på tur til en svensk skovsø med mange sten. Plastkajakkerne på du gerne sidde i, når de ligger på strand eller bro.

Pagajer

Hvis du har taget en delbar pagaj, skal du skylle samlingen efter brug. Ellers kommer der sand og salt i samlingen, så den ikke er delbar længere. Pagajerne må ikke stilles op ad klubhuset da de risikerer at vælte og knække.